CASPER: ⭐⭐⭐⭐⭐
ANN: ⭐⭐⭐⭐⭐
De små, stille dramaer har det med at drukne i strømmen af larmende blockbustere, men vi prøver at favne lidt af hvert. Derfor har vi naturligvis set det lille, korte, belgiske drama ‘Playground’ (Orig.: ‘Un Monde’). Og det er vi glade for vi gjorde, for det er en virkelig seværdig film, der får sit publikum til at gå i barndom, på godt og ondt, ondt, ondt. Ann og Casper deler stjerner ud til filmen, der har dansk premiere d. 23. juni, 2022.
Syv-årige Nora bliver modvilligt revet fra sin fars arme ved porten til den skole, hvor hun nu skal starte. Fortabt og bange opsøger hun sin storebror Abel, men han skubber hende væk. Nora skal nu stå på egne ben og hurtigt lære skolegårdens sociale koder at kende. Først går det relativt godt, men da hun er vidne til, at Abel kommer i problemer, tvinges hun til at navigere efter et moralsk kompas, som hun aldrig har prøvet før. I periferien anes en eller to voksne, men nede i Noras øjenhøjde er det børnenes granithårde skolegårdsregler, der gælder.