Holy Spider (2022)

CASPER: ⭐⭐⭐⭐⭐
ANN: ⭐⭐⭐⭐⭐

En film, der er så åbenlys i sin kritik af det iranske styre som ‘Holy Spider’, får ikke premiere i stilhed. Den serverer en sprængfarlig historie pakket ind i en ekstremt effektiv thriller. Den lægger op til diskussion, hvilket er tydeligt her i Casper og Anns anmeldelse af filmen. Premiere d. 13. oktober 2022 i danske biografer.

Ali Abbasis opfølger til den sensationelle ‘Grænse’ er ikke mindre opsigtsvækkende. ’Holy Spider’ er en overmåde velinstrueret, nervepirrende thriller (i ånden fra David Finchers ‘Zodiac’), der giver et inciterende indblik i det iranske samfund – socialt som religiøst. Filmen følger den kvindelige journalist Rahimi (Zar Amir Ebrahimi), der rejser til den hellige iranske by Mashhad for at efterforske en seriemorder, som går målrettet efter byens sexarbejdere. Efterhånden som Rahimi kommer tættere på at afsløre morderens identitet, synes retfærdigheden sværere at opnå, da morderen stille og roligt har opbygget heltestatus i store dele af offentligheden. ’Holy Spider’ er baseret på den sande historie om ‘Edderkoppemorderen’ Saeed Hanaei, der påberåbte sig at være på en guddommelig mission, da han i årene 2000 og 2001 dræbte 16 sexarbejdere i Irans mest hellige by.

You May Also Like