Vi ved godt at et 45 minutter langt interview med en fransk instruktør lyder tungt at komme igennem, men giv den kære Jean-Jacques Annaud en chance. Her i sin samtale med Ann, stråler han nemlig af sin glæde for film og filmfortælling på en måde, der er svært ikke at lade sig smitte af. Og han ér ikke en Hr. Hvem-som-helst. Kampen om Ilden, Rosens navn, Bjørnen, Elskeren, Syv år i Tibet, Enemy at the Gates er bare en håndfuld af de mange gode film han har skabt gennem de seneste 40 år.Annaud er både ærlig, sjov og tankevækkende, når han her gransker sine film, sin karriere og sig selv, i forbindelse med premieren på hans nyeste film – Notre-Dame i flammer.