CASPER: ⭐⭐⭐⭐
ANN: ⭐⭐⭐⭐
Stine Pilgaard scorede for nogle år siden et kæmpe hit med sin roman ‘Meter i sekundet’. Derfor kommer filmatiseringen med et indbygget publikum, der er spændt på at se, hvordan den historie og de figurer, de kender så godt, gør sig ud på det store lærred. Vanen tro har Casper ikke læst bogen, mens Ann har, men nu har de begge set filmen og kommer her med deres bedømmelse. Premiere 2. februar 2023 i danske biografer.
Maries liv bliver vendt op og ned, da hun – lettere modvilligt – tager fra København til Velling i Vestjylland, fordi hendes livs kærlighed, Rasmus, har fået job som lærer på en højskole. Mens Rasmus hurtigt suges ind i højskolelivet, er mødet med Velling et kulturchok for Marie, der med sine malplacerede tirader gang på gang oplever, at hun ikke hører til blandt de lokale. Langsomt begynder hun dog at lytte mere, end hun taler, og lærer, at Velling måske alligevel er et sted for hende – og at hun selv har noget at tilbyde det lille samfund med den brevkasse, hun skriver. ‘Meter i sekundet’ er en film om at falde til i de korte sætningers land – og om at falde til i sig selv.